Baronen på Kastellet
Af: Morten Beese Nielsen
Der findes en baron på Kastellet. Hans navn er Pierre Beauvais, og selvom barontitlen ikke har givet ham et slot, så har han rigeligt af plads i Pelicans rustfarvede opbevaringsanlæg på Kastellet. Den 73-årige mand har levet et liv som få og har oplevet mere end de fleste. Og ja, Der er en forbindelse til ketchup-imperiet.
Pierre Beauvais er ulasteligt klædt i en moderigtig bomberjakke med et amerikansk flag på brystet, og hans bukser er specialsyet uden lommer, for der putter man altid en masse ting i, som man ikke skal bruge. Han går med en ret ryg, der er atypisk for en mand i hans alder, og udstråler en masse overskud. Dagens gøremål i det 40 m2 store opbevaringsrum ligger foran ham, og bag ham ligger en masse historier og oplevelser.
Historien om Pierre startede mange tusinde kilometer og hundrede år fra Kastellet, nemlig helt tilbage i Napoleons Frankrig. Hans tiptipoldefar var general i Napoleons hær, og da Napoleons popularitet dalede hurtigere end franskmændenes begejstring for udenlandsk vin, flyttede familien nordover mod Danmark.
Barontitlen, som familien fik fra Frankrig, er ikke en titel, Pierre nogensinde har taget i brug. Og der er vist en eller anden teknisk detalje i barontitel-reglerne om, at hvis man ikke benytter den i en rum tid, så frafalder den…men det er ikke noget, han går så meget op i.
Oldefaren startede en konservesfabrik i Danmark, hvoraf Beauvais ketchuppen senere udsprang fra. Pierre har ikke arvet andet end sit entreprenante væsen fra den tid, så eneste relationen til Ketchup-brandet i dag er, at de er navnebrødre.
Prædikatet entreprenant kan man uden tvivl sætte på Pierre. Han blev uddannet farvehandler, men har aldrig arbejdet et sekund med dette. Han ville se verden, så han bankede i stedet et rockband sammen og tog på farten i et folkevognsrugbrød, der kørte 40 km/t ned ad bakke og 20 km/t op. De nåede at udgive fire plader under navnet ”Strangers”, men det var vist kun musikelskere i Finland, der satte pris på deres musik. Herefter blev han i 60’erne manager i København for andre rockbands samt en masse gogo-dansere. Her mødte han sin nuværende kone Michelle, og de blev gift i 1971.
Efter en vild tid med rockbands og gogo-dansere i det Københavnske natteliv, hvor der blev levet efter devisen: ”Det eneste, jeg stopper for, er rødt lys”, besluttede Pierre sig for, at han skulle lave noget mere håndgribeligt. Han begyndte at designe flight cases og startede et firma. Ti års hårdt arbejde i firmaet resulterede i en succes på markedet med kunder i det engelske og japanske forsvar. Men som så ofte før begyndte Pierre at kede sig, når tingene var en succes. Rastløsheden blev for meget, og han solgte firmaet midt i 90’erne for et stort beløb.
Næsen var nu sat efter at flytte til USA og lave succesfuld forretninger Over There. Dette blev starten på en ubetinget kærlighed til USA, men også starten til enden på succesen.
I USA blev Palm Springs i Californien den nye base for Pierres forretningseventyr. Her investerede han en del penge i udlejningsboliger, og han begyndte at lave nogle forskellige designs til kropsplejeprodukter. Alle hans penge blev investeret i at lave en specialdesignet flaske til desinficerende væske som skulle bruges af militær og læger verden over. Pierre fik lavet aftaler med bl.a. Pentagon og FN, men desværre viste det sig, at låget var defekt og ikke kunne holde på væsken. Før Pierre kunne udbedre låget faldt alle de store kunder fra, og hans store investering faldt til jorden.
Han mistede alt.
Selvom den amerikanske drøm ikke helt blev udlevet, fik USA en helt bestemt plads i Pierres hjerte, da han vendte næsen hjemad mod Danmark. Han var på succesens høje tinder, men kom ned på jorden igen. Det slog dog ikke Pierre ud. ”De der holder stigen, er også dem der skal gribe dig, når du falder ned igen”, siger han. Og der var gode venner, der hjalp ham på benene igen hjemme i Danmark.
Han har nu sin egen serie af toiletartikler og designet på hans desinficerende væske er patenteret. Låget er blevet forbedret, og forretningen går ganske fint.
Det 40 m2 lokale i Pelican Self Storage er systematisk indrettet med opbevaringskasser til de forskellige produkter, og her pakker han ordrerne.
Pelican Self Storage har han valgt, fordi de yder en service, der ifølge Pierre er udansk.
”I USA går man meget op i service, og det kunne man lære noget af i Danmark. Pelican har åbenbart ikke opdaget, at de ligger i Danmark, for de yder en formidabel service. Det er ligesom et lagerhotel. De modtager mine pakker for mig, holder øje med mine surfbrædder på parkeringspladsen, og omgivelserne er behagelige”.
Selvom Pierre er selvstændig forretningsdrivende, bliver der brugt en masse tid på fritidsaktiviteter, som kunne give en teenager sved på panden. Han svømmer, spiller badminton, spiller musik i to forskellige bands, og om sommeren bliver der windsurfet.
Det er svært ikke at blive inspireret, når man er i hans selskab.
Dagen er ved at være slut. Mobilen ringer, og der står konens navn ”Michelle” på displayet. Pierre siger som det første: ”I didn’t do it!”
En lille detalje, der vidner om en mand i 70’erne, som stadig har en ungdommelig legesyge.